I lørdags blev der afholdt smagning i LikeAvulin-klubben, hvor jeg var inviteret med som gæst. Indkøbet havde Morten stået for - og det kunne jo også være, at jeg havde haft en finger med i spillet! Her er lidt om hvad jeg smagte.
Yamazaki 18 år, 43%, destilleriaftapning

Farven er mørk som en sherrylagret whisky, men duften er som en bourbon. Vanilie og meget sød. Det samme gør sig gældende i smagen, en meget mild whisky med kort eftersmag. Den gør ihvertfald ikke nogen fortræd.

Talisker 175 years anniversary, 45,8%, destilleriaftapning

Duft af røg og det sædvanlige maritime præg. Noget kraftigere end den almindelig 10 års.  Lækker fyldig smag af røg og perbernoter, med salt afslutning. En ganske god Talisker, selvom jeg personligt er mere til Destillers Edition.

Balblair 40 år, 42,8%, The Single Malts of Scotland

En aftapning fra The Whisky Exchanges egen serie til en yderst fornuftig pris - kun 85 pund for 40 år gammel whisky - hvor meget kan forvente? Flot gylden farve fra et hogshead (bourbon). Duften var meget sød og næsten bourbon-agtig, toner af eg og en lille smule bitter. Smagen stadig sød, dejlig ukompliceret men på vej mod det "støvede", hvor bitteheden spiller ind, tæt på at være "flad". Kort eftersmag. Langt fra den kvalitet man får i destilleriets aftapning fra 1966 - men den koster også det dobbelte....

Endelig til lidt information om vores smagning den 29/4-2006 - der er pr. dags dato kun 1 plads tilbage. Så hvis du skal med, så er det på høje tide at tilmelde sig!
 
   

 

Additional information