Onsdag var rejsedag til Loch Ness og Drumnadrochit. Bus fra Craigellachie til Elgin, og videre herfra med bus til Inverness, og endnu en bus til Drumnadrochit.

Vi havde booket værelser på Drumnadrochit Hotel, hvilket viste sig at være noget af en fejltagelse. Mage til dårlig service, morgenmad og restaurantbesøg skal man søge længe efter. Prøv i stedet et break & bedfast nede i byen – det er sikkert også billigere.

Vi nåede også lige at få et glimt af Loch Ness og Urquhart Castle, om end der et pænt stykke vej fra byen.

Aftensmaden blev indtaget på Drumnadrochit hotel – en risotto der manglede flere af de ingredienser der var anført på menukortet, en skamstegt bøf med brændte kartofler – herligt!

Til gengæld kan Fiddlers nede i byen anbefales – rigtig god mad og en kæmpe whiskybar. Desuden meget venlig betjening – og vi ekstra smagsprøver at samples de havde modtaget – stedet er meget anbefalelsesværdigt! Denne aften var jeg så heldig at få smagt Macallan 1980 Gran Reserva – kun 15 pund for en dram, hvilket må siges at være billigt. Fantastisk sherrylagret whisky, dog med den hage at den kun holdt 40%.

Et par stykker mere blev det også til:

Millburn 1976, 25 år, 58,9%, The Whisky Shop

The Whisky Shop er en kæde af whiskybutikker i Skotland. De har aftappet en del gode flasker fra Douglas Laing i eget navn – som regel er det flasken fra Platinum-serien der er brugt – rigtig lækkert underspillet kvalitet. Whiskyen i glasset var relativ lys – bourbonfad. Duften er frisk, nøddeagtig med citrus ind over. Smagen følger fint duften, men der kommer også andre ting ind over – lidt blomster, salt og noget "støvet". Flot whisky, der dog ikke er til at falde i svime over.

Udover nævnte Millburn nåede jeg at stikke snuden i Ardbeg Corryvreckan (rigtig god) og den irske whiskey Redbreast 15 år (spændende!).

Tirsdag var vores næstsidste dag i Speyside og vi havde i god tid booket et besøg hos Balvenie. Vi skulle møde i besøgscentret på Glenfiddich kl. 10. Gruppen der skulle have denne tur bestod af os 3 og 4 andre. Vi blev herefter "hentet" i en Landrover af en ældre herre og kørt ned til Balvenie.

Turen startede med at vi så bødkeriet. Her samles og renoveres fade for Glenfiddich, Kinivie og Balvenie. Det var ret imponerende at se hvordan bødkerne knoklede løs på at samle fade. Herefter kørte vi en tur over så nogen af de kæmpe warehouses – her stables tønder i 7 lag. Warehouses indeholdt fade i en skøn blanding fra Glenfiddich, Kinivie og Balvenie.

Undervejs nåede vi også at få et glimt af Kininvie – som jo faktisk kun er et stillhouse. Al produktion frem til destillering foregår på Balvenie. På Balvenie findes mashtun og washbacks særskilt til brug for produktionen af Kininvie.

Herefter var det blevet tid til kaffe og småkager, småsnak med guiden i yderst behagelig sofaer. Guiden var en pensioneret masterdistiller fra Diageo, der hovedsageligt havde været tilknyttet Glendullan.

Efter kaffen tog vi turen rundt på destilleriet, mashroom, tunroom, stillhouse og malteri. Balvenie malter selv 1/9 af deres korn – resten kommer udefra. Tørring af malten sker i deres kiln. Her benyttes som varmekilde kul, og ved siden af har man en ekstra ovn der føres op til samme kiln hvor der kommes tørv i. Tørv er udelukkende for at give (røg)smag til kornet. Tørven høstes et sted i Speyside.

En tur i deres duty free warehouse no. 24 blev det også til. Her tappede vi så også senere nogle whiskies, som man kunne købe med hjem.

Endelig stod den så smagsprøver – vi skulle "kæmpe" os igennem new make, 10 års signature, 12 års double wood, 15 års single barrel, 21 års portwood og den 30 års.

Lidt overraskelse var der da, den 15 års var meget bedre end jeg huskede og den 21 års var temmelig smoky – 2 gode overraskelser! Smagningens bedste var dog den 30 års – en dejlig kompleks dram.

Endelig blev det tid at handle lidt. Det var muligt at købe 3 forskellige 10 cl. whiskies, som man så selv skulle tappe fra fadet i duty free warehouse no. 24. Valget stod i mellem first fill bourbon, first fill sherry og second fill sherry – alle tre destilleret i 1994. Valget var svært, men Tina og jeg besluttede os for first fill bourbon og first fill sherry. Jeg har dog ikke smagt nogen af dem endnu, men jeg har høje forventninger! Eneste anke var prisen – vist nok 25 pund pr. 10 cl. flaske.

Efter at være blevet kørt tilbage til Glenfiddich tog vi gåturen til Dufftown, hvor fik købt lidt forsyninger. Næste aktivitet var nemlig en god gåtur, kaldet the Gownie Circular – en vandretur der går på tværs fra dufftown til Aberlour – dvs. først en hel up-hill og derefter ned ad bakke. En flot tur, men husk vandtæt fodtøj – der er meget fugtigt ned ad bakke mod Aberlour.

Vel ankommet til Aberlour var det tid til lidt forfriskninger. Her fandt vi værtshuset The Mash Tun – en rund bygning, der jo minder om en mash tun. En kold øl gjorde lykke. Desuden havde de et stort udvalg af whisky. Jeg kunne ikke nære mig og måtte have en Glenallachie fra den specielle serie af destillery only aftapninger fra Chivas Brothers. 17 år gammel og mørk som en kulkælder fra lagring på first fill sherryfade – en fantastisk dram, hvor sherry-smagen faktisk ikke var så kraftig som farven antydede.

Aftensmad som sædvanlig på the Highlander Inn, og som sædvanlig whisky samme sted:

Tomatin 41 år, 45,6%, Duncan Taylor Rare Auld

Jeg har altid haft en godt øje til Duncan Taylor’s serie Rare Auld. Denne var ingen undtagelse. En flot aldret whisky fra et bourbonfad, der stadigvæk var i live efter 41 år. Eftersmagen var dog noget kort med nogen bitterhed. Måske var det ikke en whisky der ramme helt op i himlen, men stadig en flot dram.

Mandag formiddag havde vi en aftale på Macallan kl. 10 – vi havde reserveret plads på deres conniseurs-tur. På rundturen så vi mashtun, washbacks, stillrooms og en udstilling om Macallan og de forskellige fade der bruges på destilleriet. De var for øvrigt ved at renovere deres stillroom no. 2 for derved at kunne øge produktionen – kedler skulle være replicas af dem i stillroom no. 1.

Herefter stod den på smagning af new make spirit, 12 års Fine Oak, 18 års sherry, 25 års Fine Oak og endelig 10 års cask strength. Den 25 års er en rigtig god whisky, om end den ikke smager så meget af "Macallan". Min personlige favorit var den 10 års i fadstyrke – den har alle de kvaliteter en ægte Macallan skal have, massere af sherrysødme, fylde og skøøøøn eftersmag.

Efter besøg på Macallan gik vi ned til Craigellachie og tog bussen til Rothes. I Rothes Findes en række destillerier der er værd at se, selvom kun et er åbent for besøgende.

Vi startede med at gå lidt ud byen og fulgte hovedvejen mod Elgin – ganske tæt på ligger Speyburn distillery nede i en dal. Herefter tilbage til Rothes og destilleribesøg på Glen Grant.

På Glen Grant blev vi vist rundt af en meget vidende guide, hvis far for øvrigt arbejde som stillman for Diageo, dvs. han var fast tilknyttet Glen Spey, men i perioder udlånt til Benrinnes og andre af områdets destillerier. Da rundturen var slut, kunne frit forsyne sig med smagsprøver af Glen Grant N/A og Glen Grant 10 års - to whiskyer der overraskede mig positivt!


Herefter gåtur rundt i byen og tage lidt billeder af Caperdonich, Glen Spey og Glenrothes.

Inden aftensmad var vi på Cragellachie Hotel og besøge den berømte bar. Utrolig stort udvalg, om end en kende dyrt. Jeg smagte en Glenugie 1967 fra Conniseurs Choice, der var en relativ tam sag med noter sherry, tør og kort eftersmag – men spændende at smage. Aftensmad på vores stamsted, hvor vi efterfølgende smagte lidt whisky:

Macallan 15 år, Easter Elchies Seasonal Winter 2. ed., 58,5%, OB

Flot mørk farve. Duft meget kraftig med noter af tørret frugt, blommer og sødme. Relativt sprittet i duften, men det var sherryen der havde magten – meget kompleks duft. Smagen fylder munden med det samme – her er der tale om en whisky der når helt op i topspektret - helt fantastisk! Lang eftersmag der bare bliver ved og ved og ved………..

 
Om søndagen er destillerierne sjældent åbne for besøgende. Så vi havde planlagt at se Benrinnes bjerget. Vi fik booket en taxi, som kunne køre os, da der ikke er offentlige transportmidler i denne retning. Jeg mener vi kom af med 27 pund for taxien. Taxituren førte os gennem Aberlour, hvor man lige kunne skimte destilleriet, derefter drejede vi væk fra hovedvejen og kørte forbi destillerierne Glenallichie og Benrinnes.

Der en fin sti hele vejen op til toppen. Det tog ca. 2 timer at gå fra bunden til toppen. Undervejs kan man opleve den flotteste natur, og man kan se hvordan vegetationen ændrer sig fra lyng til kun at være sten. Undervejs kunne man se destilleriet Allt-A-Bhainne knæle for foden af bjerget og fra toppen kunne vi se destilleriet Glenlivet i det fjerne.

Vi havde godt med forsyninger med i form chokolade, kiks, vand, madpakke og den uundværlige lommelærke.

Jo højere vi nåede toppen jo mere blæste det – godt vi havde taget fornuftigt tøj med – på toppen spiste vi vores madpakker med en utrolig flot udsigt. Mod nord kunne anes kystlinien.

For ikke at tage samme tur tilbage gik vi ned ad "bagsiden". Her var plantet hvide plastikstokke for hver 100 meter som man så ellers skulle følge – der var ikke etableret en sti. Undervejs kunne skimtes Glenfarclas og et par andre destillerier. Denne vej førte os pladask ned til destilleriet Benrinnes. Her var temmelig øde og der var ingen produktion i gang. Vi fik dog dagen efter at vide af en guide på Glen Grant, at hendes far havde været på Benrinnes den foregående uge for at destillere. Destilleriet er ikke åbent for besøgende.

Destilleriet Benrinnes er opført uden de klassiske pagoder, og ligner mest af alt nogle triste industribygninger, der kunne producere hvad som helst.

Tiden var efter inde til at ringe efter en taxi, og den kom efter 20 minutters ventetid. Herefter stod den på hvile inden vi skulle have aftensmad på The Highlander Inn. Whisky om aftenen:

Caperdonich 1972, 33 år, 41,9%, Lonach

Lys farve, der indikerer bourbonfad. Duft med eksotiske frugter, men samtidig lidt flad og endimensional. Smagen er dejlig behagelig og yderst let drikkelig. Der sker ikke så meget her, men den er rund og fløjsblød. Eftersmagen har en lille smule bitterhed. En flot whisky!

Dallas Dhu 1982, 40%, Gordon & Macphails

Lys farve. Duften er dejlig blomsteragtig, måske lidt citrus. Smagen er klassisk Dallas Dhu, mild og harmonisk – måske en anelse sprittet – endnu flot whisky!