Kick-off på Whisky Live denne dag var allerede kl. 11 om formiddagen, og første masterclass kl. 11.30. Ovenpå den sidste dag og aftens udskejelser var alle lidt trætte denne dag, hvilke også kom til at præge antallet af smagsprøver. Desuden ville alle "spare" smagsløgene" til den meget spændende masterclass med Glenfiddich. Men her er lidt om hvad jeg smagte i løbet af dagen.
Glenugie 1977, 27 år, 46,7%, Signatory Vintage
En ganske lækker whisky at starte dagen på - fra et sherry cask, der havde fin balance. Typisk speyside-karakter.
Glen Moray 1978, 26 år, 57,6%, destilleriaftapning for Craigelachie Hotel
Mit første indtryk var, at den var meget let - som Glen Moray generelt er - men denne havde det ekstra kryderi og pift, som gjorde den til et yderst spændende bekendtskab.
Benriach 1988, 16 år, 54,7%, destilleriaftapning
En whisky lagret på sherry-fad - hvilket også tydeligt kunne smages. Benriach har tradition for også at lave peatede whiskier, men denne var ikke peated. En ganske god whisky, uden dog at være noget man drømmer om at have stående derhjemme.
The Glenlivet 16 år Nadurra, 48%, destilleriaftapning
Denne aftapning overraskede mig en del - virkelig lækker bourbon-lagret - dejlig let sommerwhisky. Whiskyen er non-chill filtreret og aftappet ved 48% - de kan altså godt finde ud af det! Så god at jeg købte en flaske med hjem.
Glen Isla, cask sample, Signatory Vintage
En whisky der er på vej til at komme på markedet inden længe som en single cask - whiskyen er destilleret i starten af 1970'erne på Glen Keith. Der er tale om en form for et eksperiment i stil med Craigduff. Det er altid spændende at smage de her mystiske aftapninger, og denne var også ganske god. Let sherry, ikke høj alkoholprocent og speyside-karakter.
Ballechin, cask sample, Edradour destillery
Dette er en whisky distilleret på Edradour distillery, der ligger i byen Pittlochry på vejen fra Glasgow til Inverness. Det helt specielle er, at den er kraftigt røget - i modsætning til destilleriets andre aftapninger. Denne whisky var relativt ung, og havde ligget på et first-fill sherry cask. Kraftig tung røg og sherry-lagring var smagsnuancerne. Ikke ulig Ardbeg - virkelig lækker, gid jeg kunne have fået en flaske med hjem!
Laphroaig 1988, 18 år, 50%, OMC
Røgen var en del afdæmpet, bourbon-lagret, lidt tynd i det. Den 15 års destilleriaftapning er klart bedre, hvis man vil have noget i denne stil.
Aberfeldy 21 år, 43%, destilleriaftapning
Udenmærket rund, blød whisky uden de store dikkedarer - næste!
Glen Moray 30 år, 43%, destilleriaftapning
Forventningerne til denne aftapning var noget høje efter at smagt aftapningen fra Craigellachie Hotel. Det kunne den slet ikke leve op til - men var da ganske god, uden det store spræl. Meget let, bourbonlagret, floral speyside-karakter.
Edradour 1983, 22 år Port Wood, 53,6%, destilleriaftapning
Den ældste aftapning af Edradour jeg har smagt til dato. God afrundet med fine noter fra Portvins fadet. God men ikke fantastisk.
Herefter var det tid til en fantastisk masterclass med Glenfiddich. Dagen sluttede lidt forskelligt for os. En gruppe tog til hotellet, hvilede og spiste Kinesisk mad. Den anden turede byen rundt på italienske adonis- barer.........
En lille bemærkning til det sidste billede i højre side - det var en fornøjelse at stå ved Glenrothes-standen - her kunne der ses en særdeles ung borbounlagret feminin sag.........