Onsdag aften var det tid til et besøg hos min gode ven Møller. Aftenen startede med en god gang mad (kylling i Calvados) hertil lidt god hvidvin. Efterfølgende fik vi selvfølgelig lidt kaffe og et par gode whiskyer. En af Møllers kæpheste er, at han ønsker ikke at anskaffe de samme whiskier som os andre, så hans sortiment er noget anderledes – hvilket altid gør det spændende at åbne hans skab. Her er lidt om indtrykkene:

Bruichladdich XVII, 17 år, 46%, destilleriaftapning

Første gang jeg smagte den var jeg rimelig skuffet – vi smagte den op mod den 15 års aftapning – og den 15 års var meget bedre og mere smooth. Sådan som jeg husker det, er den 17 års hovedsageligt et bourbon-fade mens den 15 års er et mix af bourbon og sherry (den seneste version af den 15 års har ligget på sauternes-fade). Farven er rimelig lys, god duft men også meget skarp og med noter af blomster og citrus. Smagen forekommer meget spinkel og skarp. Endog er den stadig yderst drikkelig, og kommer ganske godt til ret når den smages som den første i rækkefølgen af flere whiskyer. Eftersmag er relativ kort. Køb den 15 års – den er som regel god value for money.

Talisker 1981, 20 år, 62%, destilleriaftapning

Aftenens anden dram skulle være Talisker. Efter en periode hvor jeg drak ret meget af den 10 års udgave blev jeg faktisk ret træt af Talisker. Men denne version er bare verdensklasse. Den har ligget på sherry-fade – og taget meget smag heraf. Farven er meget mørk. Duften er kraftig med gode toner af sherry, røg og hav – ikke specielt sprittet i duften til trods for de 62% alkohol. Smagen er totalt heftig masser af sherry og røg – utrolig fyldig og masser af lækre nuancer – men skal dog have lidt vand for åbne helt op. Lang eftersmag. Synes generelt at kombinationen af røg og kraftig sherry spiller top – desværre benytter mange af destillerierne på Islay kun bourbon-fade. Jeg har for nylig set denne aftapning på The Whisky Exchange til £ 120 – og det er den absolut værd. Det er under alle omstændigheder den bedste Talisker jeg nogensinde har smagt – så, prøv den!
 
 
 

 

 

Additional information