Singlemalt-whisky.dk
Islay II smagning hos Singlemalt-shop.dk
- Details
- Written by Morten Sørensen
- Hits: 6497
Islay II smagning – 18. februar 2010
Så blev det tid til Islay-smagning igen. Det er kun 14 dage siden, vi sad her sidst.
Jeg klager ikke, så langt fra.
Årsagen til at to så relativt ens smagninger ligger så tæt på hinanden er, at første smagning blev udsolgt på kun 6 dage. Da vi erfaringsmæssigt ved, at mange sværger til Islay, mente vi, at der snildt kunne blive plads til endnu en Islay-smagning.
Vores anelse blev i den grad bekræftet. Efter blot 2 uger, var der udsolgt igen.
Bunnahabhain 1997, 11 år, 46% - Chieftains Choice
Aftenens første whisky var en Bunnahabhain i en Chieftains Choice aftapning. Mange vil måske allerede nu vrænge lidt på næsen, da Bunnahabhain aldrig rigtig har været at betragte som en ”ægte” Islay whisky. Med et sædvanligt tørveindhold på 2 ppm er den da også normalt markant mindre røget end andre whiskyer fra Islay.
Der i de senere år er kommet en hel del fantastiske aftapninger i Limited Editions fra destilleriet. Man skylder sig selv at smage en af disse aftapninger.
Denne aftens Bunnahabhain var da også ganske uovertruffen, hvis man da ikke lige havde forventet en blid, uskyldsren whisky. Duften lægger blidt ud med liflig citrus. Smagen afslører straks whiskyens oprindelse, men en ordentlig spand røg – hold da op. Man kunne godt have ønsket sig en mere fyldig krop end tilfældet var, men der er trods alt grænser for, hvor meget man kan kræve for blot 450 kroner. Smagen bliver dog hængende længe og giver en fuld valuta for pengene, men lader desværre også alkoholen træde lidt for kraftigt frem, og giver et lidt sprittet indtryk om end alkohol volumen blot er på 46 %.
En alt i alt spændende og overraskende aftapning, der bestemt er alle pengene værd.
Ardbeg 1998, 11 år, 46% - Chieftains Choice
Næste whisky i rækken er intet minder end en Ardbeg. Vi har alle tre i Singlemalt-shop.dk en forkærlighed for Ardbeg, og er i den grad farvede, men også forventningsfulde.
Det starter godt. Duften er super, og dejlig intens, ikke umiddelbart typisk Ardbeg. Smagen lader ingen tvivl om, at dette er en Ardbeg. Smooth, sin unge alder til trods. Pæn fed tekstur. Dejlig, dejlig whisky.
Laphroaig 10 år, Batch 001, 57,8% -
Laphroaig må nok siges at være et af Islays mest kendte destilleri, men nok også det mest konservative. Nyheder fra Laphroaig er sjældne, så man er altid særlig spændt, når der kommer nyt fra denne kant.
Duften emmer af medicin, og leder tankerne hen på gazebind og jod – klassisk.
Smagen er relativ sød – sherry? Også citrus frugter som appelsin og mandarin.
Denne whisky er tyk, tyk. Dejlig fed tekstur. Som motorolie fra de store tankskibe, der leverer olie til Islay.
På trods af en alkohol styrke på 57,8 % kan den sagtens drikkes uden vand.
PC8, Ar Duthchas, 60,2% -
PC8’s duft er nærmest snerpet. Lukket og lidt skarp med en fornemmelse af frisk eg.
Smagen er ok fyldig, men dør relativt hurtigt ud. Overraskende er det, at røgen bliver klart mere markant med vand.
Bourbon fadet har bestemt haft sin indvirkning på whiskyen, og det må have været et meget nyt fad. Det har efterladt whiskyen lukket og med tanken om, at det sagtens kunne få lov til at ligge en hel del år endnu.
Lagavulin 1991, Distillers Edition, 43% -
Smagen var lækker og lige til. Det jeg vil betegne som en ”easy drinking”. Lige ned i løgneren. Lørdag aftens whisky. Der gik ikke mange øjeblikke, og så var mit glas tomt. En diskret røg i smagen, men den er der og er vedholdende.
Om det er fordi den kommer lige efter en heftig sag som PC8, skal jeg lade være usagt, men det var som om Lagavulin’en savnede lidt pondus.
Bowmore 25 år, 43% - OB
Som kom vi til min yndlings aversion – Bowmore. Bowmore er en af verdens mest solgte single malts, så mange mennesker kan ikke tage fejl, det må jeg jo tage til efterretning. Jeg synes da også, at Bowmore altid leverer flotte, ja nærmest polerede produkter, og det er måske der, at hunden ligger begravet.
Denne 25 års sag på desværre kun 43 % og koldfiltreret er ingen undtagelse. Whiskyen funkler i glasset, og det spiller bare.
Duften minder en om solbærblade, mynte, sherry og rosiner.
Smagen er som man forventer det af en Bowmore, på den parfumerede side med indslag af mynte og lavendel. Den har masser af krop, og er trods alderen på 25 år særdeles livlig.
Da senere vendte tilbage til denne whisky slog det mig, hvor meget den duftede af rosiner, og satte mig helt i julestemning. Det var bestemt en dejlig overraskelse.
En god og gedin whisky, der trods min forudindtagethed formåede at overraske positivt.
Prisen – ja, det koster de jo i den alder.
Port Askaig 25yo, 45,8%, - Speciality Drinks (TWE)
Aftenens for mig mest spændende whisky var Port Askaig 25 år, der er en Caol Ila i TWE klæder.
En Caol Ila er normalt kendetegnet ved masser af ren røg, dvs. uden de medicinske indslag. Den kan til tider virke lidt en-dimensionel, hvilket kan lyde negativt, men er det langt fra, jeg elsker Caol Ila.
Aftenens Port Askaig var den dimentrale modsætning af en ”almindelig” Caol Ila.
Duften afslørede ikke nogen synderlig røg, men var nærmere vegetal i sit udtryk.
Smagen derimod var hyldet ind i en god fed røg. Kompleks og nærmest medicinsk.
En dejlig fyldig sag, jeg snildt kunne have forvekslet med en Ardbeg. Bedre anbefaling kan man vist ikke få.
Prisen – Man skulle tro, at det var løgn, men den koster faktisk kun 895 kr., hvilket må siges at være et fund.
Port Ellen 1979, 30 år, 2009-Annual Release, 57,7% - OB
Så kom vi til aftenens sidste whisky. Flere havde bare siddet og ventet på dette øjeblik. De havde nærmest snydt sig selv for de 7 foregående whiskyer i forventning om en guddommelig stund med en Port Ellen Annual Release.
På sidste års Port Ellen smagning havde vi en 3’er og en 8’er, og der stod det ganske klart, at Annual Releases er gjort af noget særligt. De er dyre, men er pengene værd. 9’eren er dog steget hele 1000 kr. i forhold 8’eren. En urimelig stor stigning, der forhåbentlig delvist ville udmønte sig i en om muligt endnu bedre whisky end tidligere.
Farven var mørk, måske den mørkeste af de 8 vi havde fået denne aften. Duften var intens sød med en snert af røg. Smagen var fed, cremet med elementer af kaffe og mørk chokolade. Smooth og fantastisk harmonisk. Blev hængende meget længe.
En whisky der efter min mening er klasser bedre end 8’eren, hvorfor man næsten tilgiver dem den store prisstigning – men også kun næsten.
Endnu en gang har Bo og Morten bevist, at de besidder en imponerende evne til at spotte de interessante aftapninger i et marked præget af et utal af lovende navne med mere eller mindre tvivlsomt indhold.
Så er vi tilbage......
- Details
- Written by Bo Daugaard
- Hits: 7180
Så er vi tilbage her på singlemalt-whisky.dk – jeg har i den forgangne måneds tid haft fornøjelse af, at teste nogle forskellige whiskies. Det er dog ikke blevet til deltaljerede noter – men her trods alt lidt om de smagte:
Hazelburn 12yo, 46%, OB
Flot ravfarvet, helt sikkert større andel af sherryfade i denne end fx den 8 års. Virkelig flot og velkomponeret – utrolig balance i denne aftapning og samtidig relativ kompleks. Nok den bedste Hazelburn til dato.
Longmorn 1970, 39yo, PX Cask 9401, 139 Bts., 51,7%, Alambic Classique
Mørk mahognifarvet. Lidt lukket og støvet duft. Smagen er pakket med fuldmodne blommer, ekspresso og mørk chokolade. Absolut god, men ikke den bedste Longmorn jeg har smagt.
Springbank 35yo, Millenium Edition, 46%, OB
Ravfarvet. Duften er nok den mest komplekse jeg nogensinde har oplevet. Et sand virvar af sherrysødme, ekstrem mandel, tawny portvin og rosin – alle disse nuancer mingler perfekt med hinanden og kammer aldrig over. Smagen er fyldt med denne drik der bare er fyldt med sherrysødme, mandel og lidt underliggende røg. Lang lang eftersmag. Den bedste Springbank jeg har drukket nogensinde og lægger sig vel på 98 point på en 100 points-skala.
Macallan 18yo, Madeira-finish, 50,6%, Exclusive Malts
Madeira og sherry er egentlig relativt ens I smagen – men deres påvirkning fra fad på whisky er noget forskellig. Sherryen giver en sødere indvirkning på whiskyen end Madeira – hvilket også gør sig gældende her. Måske en tand mere vinøs end et sherryfad. En god whisky, men måske ikke så Macallan’sk.
Vatted Islay 19yo, 57,3%, Norse Cask
Tyk og fed olieret konsistens. Man mødes af kontant røg og noget salmiaklakridsagtigt. Når man analyserer lidt på whiskyen, kan man faktisk dekonstruere den – dvs. finde smagselementer fra Ardbeg, Caol Ila og Lagavulin. Denne whisky er de sluppet rigtig godt fra!
Clynelish 1995, Sherry Butt #12773, 59%
Mørk farve fra sherryfad. Der havde været nogen kritik af denne aftapning, da den skulle have en grim eftersmag af svovl. Jeg noterede mig også en noget svovl i eftersmagen, uden at det dog ødelægger noget for mig. Et fint sherrylagret bæst fra Clynelish.
Benrinnes 1985, 23yo, Special-release 2009, 58,8%, OB
Mørk farve fra sherryfad. Kraftig og intens sherrysødme, rimelig stærk og sprittet. Både smag og duft virker som en noget yngre whisky. Smagen er fyldt med tørret frugt og måske også en lille sæbenote. Whiskyen åbner dog noget op med lidt vand. En flot whisky, der nok (desværre) er lidt overpriced – 150 pund på Whisky Exchange.
PE1, 58,7%, Elements of Islay
Endnu en whisky fra sherryfade. Duften er ikke klassisk Port Ellen – men der er sherry og underliggende røg. Kraftig fyldig smag – behøver bestemt ikke vand. Personligt synes jeg ikke at det er den bedste Port Ellen jeg har smagt – den mangler noget destillerikarakter. Bevares det er topklassewhisky – den er bare atypisk for Port Ellen.
I forrige uge holdt vi I Singlemalt-shop.dk en Islay-smagning og det gør vi så også I denne uge. Jeg skal snarest forsøge at skrive lige om de ting vi smagte. Desuden skal jeg reklamere for, at vi netop har annonceret en ny smagning i april med ”The Whisky Exchange-aftapninger” som tema.