Islay II smagning – 18. februar 2010

Så blev det tid til Islay-smagning igen. Det er kun 14 dage siden, vi sad her sidst.
Jeg klager ikke, så langt fra.
Årsagen til at to så relativt ens smagninger ligger så tæt på hinanden er, at første smagning blev udsolgt på kun 6 dage. Da vi erfaringsmæssigt ved, at mange sværger til Islay, mente vi, at der snildt kunne blive plads til endnu en Islay-smagning.
Vores anelse blev i den grad bekræftet. Efter blot 2 uger, var der udsolgt igen. 

Billede_002  Billede_003
Bunnahabhain 1997, 11 år, 46% - Chieftains Choice
Aftenens første whisky var en Bunnahabhain i en Chieftains Choice aftapning. Mange vil måske allerede nu vrænge lidt på næsen, da Bunnahabhain aldrig rigtig har været at betragte som en ”ægte” Islay whisky. Med et sædvanligt tørveindhold på 2 ppm er den da også normalt markant mindre røget end andre whiskyer fra Islay.
Der i de senere år er kommet en hel del fantastiske aftapninger i Limited Editions fra destilleriet. Man skylder sig selv at smage en af disse aftapninger.
Denne aftens Bunnahabhain var da også ganske uovertruffen, hvis man da ikke lige havde forventet en blid, uskyldsren whisky. Duften lægger blidt ud med liflig citrus. Smagen afslører straks whiskyens oprindelse, men en ordentlig spand røg – hold da op. Man kunne godt have ønsket sig en mere fyldig krop end tilfældet var, men der er trods alt grænser for, hvor meget man kan kræve for blot 450 kroner. Smagen bliver dog hængende længe og giver en fuld valuta for pengene, men lader desværre også alkoholen træde lidt for kraftigt frem, og giver et lidt sprittet indtryk om end alkohol volumen blot er på 46 %.
En alt i alt spændende og overraskende aftapning, der bestemt er alle pengene værd.

Ardbeg 1998, 11 år, 46% - Chieftains Choice
Næste whisky i rækken er intet minder end en Ardbeg. Vi har alle tre i Singlemalt-shop.dk en forkærlighed for Ardbeg, og er i den grad farvede, men også forventningsfulde.
Det starter godt. Duften er super, og dejlig intens, ikke umiddelbart typisk Ardbeg. Smagen lader ingen tvivl om, at dette er en Ardbeg. Smooth, sin unge alder til trods. Pæn fed tekstur. Dejlig, dejlig whisky.

Laphroaig 10 år, Batch 001, 57,8% - OB
Tredje whisky i rækken er den nye 10 års Laphroaig i fadstyrke, der nu bliver identificeret ved det enkelte batch. Ikke at jeg tror, at det giver noget til smagen og kvaliteten, men det er da altid sjovt at prøve at spore variationer i de enkelte aftapninger.
Laphroaig må nok siges at være et af Islays mest kendte destilleri, men nok også det mest konservative. Nyheder fra Laphroaig er sjældne, så man er altid særlig spændt, når der kommer nyt fra denne kant.
Duften emmer af medicin, og leder tankerne hen på gazebind og jod – klassisk.
Smagen er relativ sød – sherry? Også citrus frugter som appelsin og mandarin.
Denne whisky er tyk, tyk. Dejlig fed tekstur. Som motorolie fra de store tankskibe, der leverer olie til Islay.
På trods af en alkohol styrke på 57,8 % kan den sagtens drikkes uden vand.

PC8, Ar Duthchas, 60,2% - OB
Sidste whisky i første sæt kommer fra Bruiladdich. Port Charlotte, en af Bruichladdich’s kradsbørstige fætre. Denne whisky PC8 er 4. og sandsynligvis sidste whisky i rækken af dette batch, der skulle få Bruichladdich med på røgtrenden.
PC8’s duft er nærmest snerpet. Lukket og lidt skarp med en fornemmelse af frisk eg.
Smagen er ok fyldig, men dør relativt hurtigt ud. Overraskende er det, at røgen bliver klart mere markant med vand.
Bourbon fadet har bestemt haft sin indvirkning på whiskyen, og det må have været et meget nyt fad. Det har efterladt whiskyen lukket og med tanken om, at det sagtens kunne få lov til at ligge en hel del år endnu.

Billede_004
Lagavulin 1991, Distillers Edition, 43% - OB
Første whisky i heat 2 var en Lagavulin i den kendte Destillers Edition serie fra Diagio. Denne dram havde fået en finish på Pedro Ximinez sherry fade, hvilket tydeligt kunne ses på den flotte gyldne farve.
Smagen var lækker og lige til. Det jeg vil betegne som en ”easy drinking”. Lige ned i løgneren. Lørdag aftens whisky. Der gik ikke mange øjeblikke, og så var mit glas tomt. En diskret røg i smagen, men den er der og er vedholdende.
Om det er fordi den kommer lige efter en heftig sag som PC8, skal jeg lade være usagt, men det var som om Lagavulin’en savnede lidt pondus.

Bowmore 25 år, 43% - OB
Som kom vi til min yndlings aversion – Bowmore. Bowmore er en af verdens mest solgte single malts, så mange mennesker kan ikke tage fejl, det må jeg jo tage til efterretning. Jeg synes da også, at Bowmore altid leverer flotte, ja nærmest polerede produkter, og det er måske der, at hunden ligger begravet.
Denne 25 års sag på desværre kun 43 % og koldfiltreret er ingen undtagelse. Whiskyen funkler i glasset, og det spiller bare.
Duften minder en om solbærblade, mynte, sherry og rosiner.
Smagen er som man forventer det af en Bowmore, på den parfumerede side med indslag af mynte og lavendel. Den har masser af krop, og er trods alderen på 25 år særdeles livlig.
Da senere vendte tilbage til denne whisky slog det mig, hvor meget den duftede af rosiner, og satte mig helt i julestemning. Det var bestemt en dejlig overraskelse.
En god og gedin whisky, der trods min forudindtagethed formåede at overraske positivt.
Prisen – ja, det koster de jo i den alder.

Port Askaig 25yo, 45,8%, - Speciality Drinks (TWE)
Aftenens for mig mest spændende whisky var Port Askaig 25 år, der er en Caol Ila i TWE klæder.
En Caol Ila er normalt kendetegnet ved masser af ren røg, dvs. uden de medicinske indslag. Den kan til tider virke lidt en-dimensionel, hvilket kan lyde negativt, men er det langt fra, jeg elsker Caol Ila.
Aftenens Port Askaig var den dimentrale modsætning af en ”almindelig” Caol Ila.
Duften afslørede ikke nogen synderlig røg, men var nærmere vegetal i sit udtryk.
Smagen derimod var hyldet ind i en god fed røg. Kompleks og nærmest medicinsk.
En dejlig fyldig sag, jeg snildt kunne have forvekslet med en Ardbeg. Bedre anbefaling kan man vist ikke få.
Prisen – Man skulle tro, at det var løgn, men den koster faktisk kun 895 kr., hvilket må siges at være et fund.

Port Ellen 1979, 30 år, 2009-Annual Release, 57,7% - OB
Så kom vi til aftenens sidste whisky. Flere havde bare siddet og ventet på dette øjeblik. De havde nærmest snydt sig selv for de 7 foregående whiskyer i forventning om en guddommelig stund med en Port Ellen Annual Release.
På sidste års Port Ellen smagning havde vi en 3’er og en 8’er, og der stod det ganske klart, at Annual Releases er gjort af noget særligt. De er dyre, men er pengene værd. 9’eren er dog steget hele 1000 kr. i forhold 8’eren. En urimelig stor stigning, der forhåbentlig delvist ville udmønte sig i en om muligt endnu bedre whisky end tidligere.
Farven var mørk, måske den mørkeste af de 8 vi havde fået denne aften. Duften var intens sød med en snert af røg. Smagen var fed, cremet med elementer af kaffe og mørk chokolade. Smooth og fantastisk harmonisk. Blev hængende meget længe.
En whisky der efter min mening er klasser bedre end 8’eren, hvorfor man næsten tilgiver dem den store prisstigning – men også kun næsten.

Endnu en gang har Bo og Morten bevist, at de besidder en imponerende evne til at spotte de interessante aftapninger i et marked præget af et utal af lovende navne med mere eller mindre tvivlsomt indhold.

Additional information