Så er vi tilbage her på singlemalt-whisky.dk – jeg har i den forgangne måneds tid haft fornøjelse af, at teste nogle forskellige whiskies. Det er dog ikke blevet til deltaljerede noter – men her trods alt lidt om de smagte:
Hazelburn 12yo, 46%, OB
Flot ravfarvet, helt sikkert større andel af sherryfade i denne end fx den 8 års. Virkelig flot og velkomponeret – utrolig balance i denne aftapning og samtidig relativ kompleks. Nok den bedste Hazelburn til dato.
Longmorn 1970, 39yo, PX Cask 9401, 139 Bts., 51,7%, Alambic Classique
Mørk mahognifarvet. Lidt lukket og støvet duft. Smagen er pakket med fuldmodne blommer, ekspresso og mørk chokolade. Absolut god, men ikke den bedste Longmorn jeg har smagt.
Springbank 35yo, Millenium Edition, 46%, OB
Ravfarvet. Duften er nok den mest komplekse jeg nogensinde har oplevet. Et sand virvar af sherrysødme, ekstrem mandel, tawny portvin og rosin – alle disse nuancer mingler perfekt med hinanden og kammer aldrig over. Smagen er fyldt med denne drik der bare er fyldt med sherrysødme, mandel og lidt underliggende røg. Lang lang eftersmag. Den bedste Springbank jeg har drukket nogensinde og lægger sig vel på 98 point på en 100 points-skala.
Macallan 18yo, Madeira-finish, 50,6%, Exclusive Malts
Madeira og sherry er egentlig relativt ens I smagen – men deres påvirkning fra fad på whisky er noget forskellig. Sherryen giver en sødere indvirkning på whiskyen end Madeira – hvilket også gør sig gældende her. Måske en tand mere vinøs end et sherryfad. En god whisky, men måske ikke så Macallan’sk.
Vatted Islay 19yo, 57,3%, Norse Cask
Tyk og fed olieret konsistens. Man mødes af kontant røg og noget salmiaklakridsagtigt. Når man analyserer lidt på whiskyen, kan man faktisk dekonstruere den – dvs. finde smagselementer fra Ardbeg, Caol Ila og Lagavulin. Denne whisky er de sluppet rigtig godt fra!
Clynelish 1995, Sherry Butt #12773, 59%
Mørk farve fra sherryfad. Der havde været nogen kritik af denne aftapning, da den skulle have en grim eftersmag af svovl. Jeg noterede mig også en noget svovl i eftersmagen, uden at det dog ødelægger noget for mig. Et fint sherrylagret bæst fra Clynelish.
Benrinnes 1985, 23yo, Special-release 2009, 58,8%, OB
Mørk farve fra sherryfad. Kraftig og intens sherrysødme, rimelig stærk og sprittet. Både smag og duft virker som en noget yngre whisky. Smagen er fyldt med tørret frugt og måske også en lille sæbenote. Whiskyen åbner dog noget op med lidt vand. En flot whisky, der nok (desværre) er lidt overpriced – 150 pund på Whisky Exchange.
PE1, 58,7%, Elements of Islay
Endnu en whisky fra sherryfade. Duften er ikke klassisk Port Ellen – men der er sherry og underliggende røg. Kraftig fyldig smag – behøver bestemt ikke vand. Personligt synes jeg ikke at det er den bedste Port Ellen jeg har smagt – den mangler noget destillerikarakter. Bevares det er topklassewhisky – den er bare atypisk for Port Ellen.
I forrige uge holdt vi I Singlemalt-shop.dk en Islay-smagning og det gør vi så også I denne uge. Jeg skal snarest forsøge at skrive lige om de ting vi smagte. Desuden skal jeg reklamere for, at vi netop har annonceret en ny smagning i april med ”The Whisky Exchange-aftapninger” som tema.