Med kun 6 dage til jul så bør man være startet med julegaveindkøbene - tiden flyver jo af sted i december og jeg er så heldig at være så godt som færdig - det er skønt. På whiskyfronten er der da også sket lidt, om end noget mere ustruktureret, mere en dram her og en dram der.
Først og fremmest vil jeg ønsker alle jer der læser her på siden en rigtig god jul og et godt nytår. Jeg har en forventning om, at der i 2008 også venter en masse gode whiskyoplevelser.

Hos Morten fik jeg to spændende smagsprøver fra en smagning, der var holdt i LikeAvulin klubben. Jeg havde ikke mulighed for at deltage i denne smagning. Første smagsprøve en Springbank 1969, 36 år gammel på hele 57,3% fra Chieftains Choice - Virkede umiddelbartlidt sprittet , men det er en rigtig flot whisky med fuld power på smagen og meget olieret - bestemt klassisk Springbank når det er bedst. Den anden smagsprøve var Lagavulin 21 år, 56,3% aftappet af destilleriet - sherrysødme i næsen kombineret med vådt træ der brænder - havde store forventninger til denne aftapning og de blev ikke helt indfriet, men stadig rigtig spændende whisky.

I mellemtiden har vi også i vores shop (www.singlemalt-shop.dk) annonceret en ren Islay-smagning den 30. januar 2008 - status er at smagningen er udsolgt!!!!!

I lørdags smagte jeg den nye Glenmorangie Quinta Ruban hos Morten. Dette er afløseren for deres Port wood finish - forskellen er at den ny version er aftappet ved 46%. Jeg synes der er tale om en flot og værdig afløser, der har fået lidt mere af det hele - måske også en anelse mere sprittet - men stadig en whisky hvor man kan smage den har været på portvinsfade uden at man bliver i tvilv om, at det er whisky man drikker.

Sidste torsdag havde jeg Møller på besøg. Vi fik god mad, men også muligheden for at smage på to aftapninger fra Glenfarclas, nemlig:

Glenfarclas 25 år, 43%, destilleriaftapning

Flot ravfarvet, duften virker frisk og samtidig med sherry - virker slet ikke sukkersød. Flot velafbalanceret whisky med flot fylde og krop. Alle smagsindtrykkene blandes i en skøn forening - sherry, citrus, eg, læder og en lille bitte smule sødme. Dette er absolut en af mine favoritter - den har sherrylagringen uden at blive for sød - rigtig god whisky.

Glenfarclas 30 år, 43%, destilleriaftapning

Farve som mørk maghogni. Flot sødmefuld duft med klare noter fra olorosofade. Smagen er præget af mørke bær, blommer og sødme. Den kammer ikke over i sherrylagringen. En virkelig flot 30 år gammel whisky - det eneste men, er at den måske mangler lidt krop. En mere klassisk sherrylagret whisky end den 25 års version - men absolut pengene værd og en whisky jeg altid har lyst til at drikke.


 

Additional information