Søndag var det blevet tid til at tage til København. Vi havde et fly fra Stansted kl. 12.30. Så der var afgang fra det centrale London. kl. 9.30. I Stansted Airport ligger der en Whiskyworld-butik, og de har et  fint udvalg til gode priser. Her købte jeg en flaske Glenlivet 16 års, Nadurra - jeg havde smagt den på Whisky Live og syntes godt om den. Flyet afgik til tiden og vi nåede tilbage til København - alle mættede af indtrykkene.
Når jeg tænker lidt tilbage på turen, er konklusionen, at det var en rigtig god tur. Godt kammeratskab, og masser af morskab blandt os 6 der var med turen.  Det som skuffede mest var, at der ikke var så mange udstillere på Whisky Live, og at det medbragte sortimentet ikke var helt i top i forhold til arrangementet i Glasgow sidste efterår. Til gengæld var Masterclasses bedre i London - specielt den uforglemmelige Glenfiddich-masterclass. En anden konklusionen er nok, at 1 dag til Whisky Live havde passset bedre denne gang. Dermed havde der også været bedre tid til gå rundt og nyde byen og dens muligheder.

Til alle jer der har gået og ventet med spænding på hvornår, der nu er smagning igen, så kan det oplyses at vi forventer, at afholde smagning lørdag den 29. april 2006 med temaet Campbeltown. Vi har forsøgt at lægge et spændende program som altid - i kan se det under menu-punktet smagninger - programmet er dog kun foreløbigt, da vi arbejder på en enkelt ændring (til det ekceptionelle.....).  Vi vil snarest sende indbydelse ud, hvorefter i kan tilmelde jer. Vi tager ikke imod tilmeldinger før dette tidspunkt.

Kick-off  på Whisky Live denne dag var allerede kl. 11 om formiddagen, og første masterclass kl. 11.30. Ovenpå den sidste dag og aftens udskejelser var alle lidt trætte denne dag, hvilke også kom til at præge antallet af smagsprøver. Desuden ville alle "spare" smagsløgene" til den meget spændende masterclass med Glenfiddich. Men her er lidt om hvad jeg smagte i løbet af dagen.
Glenugie 1977, 27 år, 46,7%, Signatory Vintage

En ganske lækker whisky at starte dagen på - fra et sherry cask, der havde fin balance. Typisk speyside-karakter.

Glen Moray 1978, 26 år, 57,6%, destilleriaftapning for Craigelachie Hotel

Mit første indtryk var, at den var meget let - som Glen Moray generelt er - men denne havde det ekstra kryderi og pift, som gjorde den til et yderst spændende bekendtskab.

Benriach 1988, 16 år, 54,7%, destilleriaftapning

En whisky lagret på sherry-fad - hvilket også tydeligt kunne smages. Benriach har tradition for også at lave peatede whiskier, men denne var ikke peated.  En ganske god whisky, uden dog at være noget man drømmer om at have stående derhjemme.

The Glenlivet 16 år Nadurra, 48%, destilleriaftapning

Denne aftapning overraskede mig en del - virkelig lækker bourbon-lagret - dejlig let sommerwhisky. Whiskyen er non-chill filtreret og aftappet ved 48% - de kan altså godt finde ud af det! Så god at jeg købte en flaske med hjem.

Glen Isla, cask sample, Signatory Vintage

En whisky der er på vej til at komme på markedet inden længe som en single cask - whiskyen er destilleret i starten af 1970'erne på Glen Keith. Der er tale om en form for et eksperiment i stil med Craigduff. Det er altid spændende at smage de her mystiske aftapninger, og denne var også ganske god. Let sherry, ikke høj alkoholprocent og speyside-karakter.

Ballechin, cask sample, Edradour destillery

Dette er en whisky distilleret på Edradour distillery, der ligger i byen Pittlochry på vejen fra Glasgow til Inverness. Det helt specielle er, at den er kraftigt røget - i modsætning til destilleriets andre aftapninger. Denne whisky var relativt ung, og havde ligget på et first-fill sherry cask. Kraftig tung røg og sherry-lagring var smagsnuancerne. Ikke ulig Ardbeg - virkelig lækker, gid jeg kunne have fået en flaske med hjem!

Laphroaig 1988, 18 år, 50%, OMC

Røgen var en del afdæmpet, bourbon-lagret, lidt tynd i det. Den 15 års destilleriaftapning er klart bedre, hvis man vil have noget i denne stil.

Aberfeldy 21 år, 43%, destilleriaftapning

Udenmærket rund, blød whisky uden de store dikkedarer - næste!

Glen Moray 30 år, 43%, destilleriaftapning

Forventningerne til denne aftapning var noget høje efter at smagt aftapningen fra Craigellachie Hotel. Det kunne den slet ikke leve op til - men var da ganske god, uden det store spræl. Meget let, bourbonlagret, floral speyside-karakter.

Edradour 1983, 22 år Port Wood, 53,6%, destilleriaftapning

Den ældste aftapning af Edradour jeg har smagt til dato. God afrundet med fine noter fra Portvins fadet. God men ikke fantastisk.

Herefter var det tid til en fantastisk masterclass med Glenfiddich. Dagen sluttede lidt forskelligt for os. En gruppe tog til hotellet, hvilede og spiste Kinesisk mad. Den anden turede byen rundt på italienske adonis- barer.........

En lille bemærkning til det sidste billede i højre side - det var en fornøjelse at stå ved Glenrothes-standen - her kunne der ses en særdeles ung borbounlagret feminin sag.........
 

  

Whisky Live startede først kl. 15 så der var rigelig med tid til at nå lidt rundt i byen. Planen var først at besøge Cadenheads shop på Russell Street, Covent Garden. Efter utallige skift i the Underground nåede vi frem til butikken.
Cadenhead er en uafhængig aftapper, men er en del af "Springbank-koncernen", så der findes ligeledes et stort udvalg af produkter herfra. Der føres et kæmpe udvalgt af forskellige forskellige aftapninger, også fra destillerier der sjældent ses aftappet af andre end destillerier selv (Glenfiddich og Glenfarclas). Man havde også muligheden for at få aftappet sin egen flaske direkte fra fad. Her kunne vælges mellem en vatted Cambpeltown, Islay, eller en Highland. Alle angivet uden distillerinavn(e). Vi fik smagsprøver af whiskyen fra Campbeltown og Highlanderen. Campbeltown var langt den bedste, uden at være en fantastisk oplevelse.

Herefter gik turen til Vinopolis ved London Bridge. Vinopolis er en restaurant, bar, vin- og whiskybutik med mulighed for guidede vinture og smagninger. Det helt specielle er, at det er The Whisky Exchange der står for whiskybutikken.

Denne butik har et imponerende udvalg, og reklamerer med 300 forskellige aftapninger. Her var også mulighed for at få tappet en flaske direkte fra 5 forskellige fade. Hvis man synes turen til Whisky Exchange "rigtige" butik i udkanten af London er for lang, så kan det absolut betale sig at kigge forbi Vinopolis.

Endelig var det blevt spisetid, og vi fik en god solid pub-lunch inden det var tid til Whisky Live.

Kl. 15 åbnede Whisky Live, som foregik i en relativ stor hal ikke langt fra parlamentsbygninger og Buckingham Palace. Denne dag havde vi også to masterclasses, som vi vil skrive lidt mere om under punktet Whisky LIve i menuen til venstre. Jeg vil blot her skrive lidt om hvad jeg personligt smagte hos de forskellige udstillere. Bemærk, at jeg ikke drak samtlige smagsprøver - men også hældte en del ud - og størrelsen på smagsprøverne ikke var store (men heller ikke små....).

Dallas Dhu 1972, 33 år, 45,5%, Signatory Vintage
God men ikke imponerende - let sprittet, flora, ikke så meget destilleri-karakter. Bedre aftapninger af Dallas Dhu er smagt.

Bunnahabhain 18 år, 43%, destilleriaftapning 
Der var store forventninger til denne nye aftapning. Men desværre kunne forventninger ikke indfries - den var god men ikke fantastisk. Manglede lidt mere karakter som følge af den ekstra lagring.

Lochside 1981, 23år, 46%, Berry Brothers & Rudd
Denne Lochside var mit første bekendtskab med dette destilleri - lækker bourbon-lagret whisky med fin maltsmag.

Girvan 1965, 40 år, Clan Denny
Der er her tale om en grain-whisky destilleret på William Grant & Sons grain destilleri. Yderst sød, afrundet - virkelig en klasse-whisky. Kan absolut anbefales.

Brora 1983, 22 år, 50%, OMC
En sherry-lagret sag, fin gylden farve, smagen var dog ikke kraftig tung sherry. En udenmærket Brora, der ikke går over i historien.

Craigduff 1973, 32 år, 53,9%, Signatory Vintage
Det helt specielle ved denne whisky er, at den er destilleret på Glen Keith i Speyside på peated vand eller malt. Der er gået nogen historier om, at der blev fragtet vand fra Islay til Speyside, fordi vandet er så specielt. Vandet på Islay løber jo igennem en masse tørv, og vil deraf få noget smag herfra. Det som jeg synes, der var det mest bemærkelsesværdige var, at den smagte af chokolade og havde et hint af røg. Meget velafrundet dejlig whisky. Prisen på 130 pund taget i betragtning, så er det lige vel dyrt nok.

Port Ellen 1983, 22 år, 50%, OMC
Endnu en aftapning af Port Ellen fra Douglas Laing - de bliver bare ved. Denne aftapninger holder også et højt niveau, absolut klassisk fra dette destilleri.

Brechin 1970, 33 år, 52,4%, Douglas Laing Platinum
En af de allerbedste whiskyer jeg smagte - superlækker, silkeblød, dejlig snert af sherry, vanilie og mandariner. Platinum serien har stadig ikke rigtig skuffet - meget anbefalelsesværdig! (110 pund på The Whisky Exchange).

An Cnoc 1975, 29 år, destilleriaftapning
En flot lækker aftapning, meget krydret, vanilie (american oak) - alt i alt en dejlig whisky.

Efter Whisky Live var alle sultne, og vi drog ud i byen og fandt en fantastisk indisk restaurant. Aftenen sluttede med champagne.....
 
  

I søndags var der hjemkomst efter en meget spændende tur til Whisky Live i London. Vi fik selvfølgelig også besøgt en række whiskybutikker rundt omkring i byen. Vi arbejder kraftig på, at der snart kommer en rapport fra de forskellige masterclasses - men i mellemtiden kan du se nogle af de billeder vi har taget ved at klikke på "Whisky Live". Jeg vil kort her skrive lidt om dag 1 på vores London tur.
Dag 1 - ankomst og shopping

Dagen startede med fly fra København til Stansted, tog fra Stansted til Liverpool Street, Underground fra Liverpool Street til Paddington. Efter check-in på hotel var det blevet tid til frokost. Frokosten blev indtaget på hyggelig bar i nærheden og bestod for størstedelen af os på bangers and mash - hertil dejlig øl fra London pride - håndpumbet selvfølgelig!

Herefter Underground til Tottenham Court Road. Første besøg blev hos Milroys i Greek Streeet. Butikken har et imponerende udvalg - og til ikke helt tossede priser. De havde sågar et stort udvalg af Macallan Vintage - se billede i højre side. Vi fik en smagsprøve af deres egen aftapning af Craigelaiche. En 16 år gammel sag, der smagte rigtig godt, der stod til 34 pund. To af deltagerne i vores tur blev så begejstrede for den at de købte en flaske hver.

Herefter gik turen til Vintage House på Old Compton Street - endnu en butik med fantastisk udvalg. I butikken fik vi smagt en masse god whisky. Butikken havde valgt ikke at deltage i Whisky Live, da mange deltagere herfra automatisk besøger Vintage House, nu de alligevel var i London. Dermed sparede man også en masse penge på standleje, og kunne dermed give lidt spændende smagsprøver. I butikken smagte vi:

Highland Park 1985, 21 år, 54,2%, OMC for Vintage House

Meget lys i kuløren, krydret men samtidig let - ikke meget Higland Park karakter - men smagte udenmærket.

Bunnahabhain 1974, 30 år, 46%, Berry Brothers and Rudd

Relativ lys farve, utrolig dejlig duft - smagen er dejlig afrundet og er bare rigtig god. Bunnahabhain bliver bare bedre med alderen - ingen tvivl om det - og yderst fornuftig pris, kun 60 pund.

Ballindaloch 1965, 40 år, 50%, OMC

Jeg smagte allerede i efteråret på Whisky Live i Glasgow denne aftapning, hvor jeg syntes den var alletiders. Denne gang var den alt for træ- og sherryagtig. Ikke et super bekendtskab. Til dem der ikke kender Ballindaloch, så kan jeg fortælle, at det er et synonym for Glenfarclas.

Secret Stills 1.1, 1955, 50 år, 45%, Gordon & MacPhails

En 50 år gammel fra Isle of Skye lyder jo meget interessant. Eftersom der kun ligger et distilleri på Skye, så er der her tale om whisky fra Talisker. Jeg syntes denne whisky var en anelse "støvet", meget woody, lidt for meget sherry, en lidt krads smags antydede at her var der tale om Talisker. Sjov at smage, men til 199 pund vil jeg hellere bruge mine penge på 2 gode Douglas Laing Platinums!

Endelig shoppede vi til deling en 20 cl. flaske Caol Ila 1979, 25 år fra Douglas Laing OMC. Det meste af denne flaske blev fortærret inden sengetid på et hotelværelse. Der er her tale om en kraftig røgsag, med masser af saft og kraft.

Inden vi nåede hotellet var vi alle blevet sultne, og på et pizzaria blev der fortærret 1,75 meter pizza - ja, vi var sultne. Der vil snart komme et skriv om dag 2 - dagen hvor Whisky Live startede.

 

 

I denne uge blev det annonceret i et nyhedsbrev fra Whiskyhouse, at Jim Murray kom på besøg i forretningen onsdag den 1. marts. I samme anledning ville man kunne smage lidt whisky. Næsten 3 kvarter forsinket dukkede Jim Murray op. Han fortalte yderst levende om disse whisker, som der også blev smagt på:

AnCnoc 12 år, 40%, destilleriaftapning

God krydret whisky, god karakter – formentlig et mix af sherry og bourbon fade.

Deerstalker 12 år, 40 %, destilleriaftapning

Deerstalker bliver destilleret på Balmenach. Flot kulør på whiskyen - jf. Jim Murray er denne whisky ikke tilsat farve. Duften er meget let, fin speyside-karakter, bourbon-lagret – interessant eftersmag, der kommer lige en hilsen af røg – dog meget kort eftersmag. En yderst positiv overraskelse - prisen ligger på 299 kr.

Clynelish 1988, 13 år, 56,5 %, Douglas of Drumlanrig

Dejlig let, god floral duft, sprittet – klassisk clynelish smag med hasselnød og citrus

Benriach 1984, 20 år, 56 %, destilleriaftapning

God, ikke sprittet, snert af noget røg og lidt sherry. Smag af god, ikke overdreven, røg, virker som kyst whisky – fint integreret smagsnuancer – lidt metalisk – en rigtig god whisky. Prisen ligger på 850 kr for en flaske, hvilket ikke er ublu.

Alt i alt en fin lille smagning for en mindre sluttet kreds af whiskyentusiaster. I næste uge er der nyt fra Whiskylive i London - der er afgang i morgen med fly til Stansted - så mon ikke der også ryger et par ales ned!
 
 

Additional information